Jeg begyndte at interessere mig for psykologisk tryghed, efter jeg blev sygemeldt med stress. Det var svært at forklare både overfor andre og overfor mig selv, hvorfor jeg blev stresset. Jeg havde kolleger, jeg havde det sjovt med og arbejdsopgaver, jeg godt kunne lide. Men jeg blev alligevel syg.
For at blive klogere på, hvad der skete, begyndte jeg at undersøge emner som trivsel, motivation og arbejdsmiljø og ret hurtigt stødte jeg på begrebet “Psykologisk tryghed” og det fangede mig med det samme!
Det var der særligt tre grunde til.
For det første, så fandt jeg ret hurtigt nogle modeller og værktøjer, der gav mig en forståelse af, hvad der kunne være sket forud for, at jeg fik stress og gav mig mulighed for at undersøge det nærmere.
For det andet, så er psykologisk tryghed en oplevelse. Det er en oplevelse, som baserer sig på vores erfaringer af, hvad der kommer før, vores forventninger omkring, hvad der kommer efter, og vores refleksioner over, hvad der sker. Og med en cand.it i Oplevelsesdesign, så har jeg fra min uddannelsen metoder med til at sætte rammer for oplevelser for andre. Og de metoder kan også bruges, når vi skal sætte oplevelsen af psykologisk tryghed.
For det tredje, så viser forskningen omkring psykologisk tryghed, at det er en bestemt adfærd, som øger den psykologiske tryghed (og den modsatte adfærd, der sænker den). Og den adfærd kunne jeg genkende. Ikke i så høj grad fra mine arbejdspladser, men fordi jeg har spillet improvisationsteater.
Når man spiller improvisationsteater, går man en gruppe på scenen sammen og spiller scener, hvor intet er planlagt. Og i modsætning til, hvad man skulle tro, så kræver det faktisk ret meget træning, at spille improvisationsteater.
Det man træner er ikke, hvad der skal ske og hvem der skal sige og gøre, hvad hvornår. Det man træner er, at være opmærksomme på hinanden. At turde lave fejl, at hjælpe hinanden, når man laver fejl, at gøre fejlene til læring og noget, der får hele gruppen et nyt sted hen, at bygge på hinandens input og turde tage og give plads, for at være på scenen og skabe noget sammen.
Og det er præcis de ting, man skal være god til, hvis man vil øge psykologisk tryghed.
Det er ikke målet, at vi alle sammen skal spille improteater. Og der er ikke teater til oplæg. Men det er da tankevækkende, at de ting, man skal træne, for at blive god til at gøre noget på en scene for sjov, regner vi bare med at alle kan gøre i arbejdslivet. Vel og mærke et arbejdsliv, som ofte ikke er struktureret til at give tiden eller træne kompetencerne til at gøre det.
Det er de tre hovedområder, jeg arbejder med, omkring psykologisk tryghed og som har hjulpet mig og jeg gerne vil give videre:
Konkrete, let forståelige værktøjer til analyse af og dialog om psykologisk tryghed.
Redskaber til at forstå og sætte rammen for oplevelsen af psykologisk tryghed, så den kan forekomme hos jer.
Bevidsthed om og lette øvelser til at træne den adfærd, som øger psykologisk tryghed.